juli 17, 2008

Den svage part


Demokrati er i sig selv gennem sine love den svage part over for enhver form for diktatur.
Verdens diktaturstater bekæmper vore menneskerettigheder gennem et eftergivende FN.

Ezra Levant var ansvarlig udgiver af en canadensisk avis som i 2006 offentliggjorde de danske Muhammedtegninger. Han er blevet anklaget for ”diskriminering” ved det canadiske menneskeretsråd. Findes han skyldig, kan han få høje bøder, få forbud mod at tale om ”det radikale islam” resten af livet og også være tvungen at bede om undskyldning. Hvis han nægter, risikerer han ni måneders fængsel. Der findes flere skræmmende eksempler på fatale lovovertrædelser mod den menneskeret, der hedder ytringsfrihed.

Den brittiske lærerinde Gillian Gibbons dømdes i Sudan for blasfemi efter, at en af hendes elever kaldte sin bamse for Muhammed.

Den kendte blogger Abdel Kareen Soliman Amer dømtes til tre års fængsel for at have ”hånet islam”.

I Afghanistan dømdes journalisten Parwiz Kambakhsh til døden for blasfemi efter at have hentet en artikel fra Internet.

Den canadensiske forfatter og redaktør Mark Steyn kan stilles for retten for at ”have udtrykt ringeakt imod canadiske muslimer”.

Listen kan gøre meget længere. Det er tydelige krænkelser af demokratiets inderste kerne: ytringsfriheden. Disse indskrænkninger af ytringsfriheden spredes til flere lande og til flere sammenhænge. Hvem ligger bagved? Jo, først og fremmest den islamiske konference som består af verdens 57 muslimske lande. De hærger vildt og med tragisk fremgang i FN´s generalforsamling samt FN¨s råd om menneskerettigheder. Man har fået en resolution presset igennem, som forbyder kritik af islam. Det diktatoriske Ægypten tog initiativ til at stoppe en diskussion om forholdet mellem sharia og menneskerettighederne. Ikke uventet holdt andre muslimske stater med, men det er dybt beklageligt, at Rådets rumænske formand
syntes at støtte et forbud mod at sætte sharia på dagsordenen. Altså, FN´s Råd for menneskerettighederne må ikke diskutere lovbrud mod menneskerettighederne i de islamiske lande, for det kan føles krænkende af muslimer eller som en hån mod islam. Absurd, men sandt.

I 1990 vedtog verdens muslimske lande deres egen deklaration om menneskerettigheder, en muslimsk version, som gælder alle verdens muslimer uafhængigt af, hvor de bor. I den såkaldte Kairodeklarations paragraf 22 står der, at alle har ret til at udtrykke sin mening frit på en sådan måde, at det ikke strider mod shariaens principper.
Det er - forhåbentlig - alle bekendt, at hvor shariaen råder, er der ingen ytringsfrihed og der krænkes mennesker (både muslimer og ikke-muslimer) af mangel på menneskerettighedernes frihedsrettigheder.

Dette princip vil den islamiske konference altså tvinge alle lande til. Og det ikke demokratiske
FN bliver en tumleplads, hvor diktaturet bekæmper demokratiske lande. Det gøres under den løjerlige slogan ”bekæmp islamofobi”. Ingen religion eller politiske synspunkter har lov at kræve kritikfri zoner. Sand demokrati kendetegnes ved fri og åben udvexling af tanker, meninger og følelser.

Kilde: Världen idag 16.7.08