juli 08, 2008

Det man ikke ser, har man ikke ondt af!

”Svenskerne lukker øjnene for russisk trussel”, siger professor i øststatsforskning, Stefan Hedlund ved Uppsala Universitet.
Oprustningen i Rusland går forrygende hurtigt, samtidigt som tonen er meget hård over for flere nabostater, men i Sverige ønsker man ikke at se, hvad der foregår.

Vi har ellers god grund til at være urolige over udviklingen i Rusland, siger Hedlund. Af mange grunde. Kreml bliver stadig mere aggressivt mod Baltikum og Ukraine. I Finland tager man dette med langt større alvor end i Sverige. Det viser sig i forsvarspolitikken. De har en reelt dimensioneret forsvarsmagt, og forklaringen er indlysende. Men i Sverige er det næsten forbudt at tale i de termer.

Ruslands tone over for nabolande som Ukraine er meget alvorlig, ifølge Hedlund.
Selvom der ikke er nogen umiddelbart forestående væbnet konflikt, så respekterer Rusland ikke andre suveræne stater. Putin sagde selv fornylig til Bush, at USA må indse, at Ukraine ikke er nogen rigtig stat, men tilhører det russiske interesseområde. Det gælder alle de stater, som indgik i Sovjetunionen, og det er en meget bemærkelsesværdig måde at optræde på.

Et stærkt våben, som Rusland ikke undslår sig for at bruge i konflikter med naboerne, er energipolitikken. Men det er ikke det eneste, konstaterer Hedlund. I Estland og Letland findes der for exempel store russiske minoriteter, som kan bruges til at skabe konflikter.

Udenrigsminister Carl Bildt ser ikke noget russisk trusselsbillede og gav nylig øverstbefalende Håkan Syrén en lektie fordi han talte om den militære efterretningstjenestes advarsler for det, der foregår i Rusland. Det undrer ikke Stefan Hedlund. Øverstbefalende Syrén forsøgte at protestere, men da han sagde, at situationen var svær at bedømme, fik han en ørfigen af udenrigsministeren. Bildt er en god exponent for en lang trend i svensk forsvarspolitik, hvor der ikke må väre nogen trussel fra Rusland.

Stefan Hedlund er fortvivlet over, hvordam forsvarsdebatten foregår.
Det som er så oprørende er, at der aldrig føres nogen diskussion i forsvarspolitiske termer. Man fatter budgetbeslutninger om nedskæringer uden nogen diskussion om trusselsbilledet. Finansdepartementet bestemmer, og siden skal øverstbefalende lade generalerne udregne et trusselsbillede, som stemmer med budgetrammen.

Formålet med forsvaret skal være at garantere rigets uafhængighed, men i stedet for
holdes der politiske møder, hvor kommunestyrelser diskuterer ligestillingen i Afghanistan.

En bemærkelsesværdig sag, som Hedlund peger på, er, at ingen i forsvaret i dag taler om begrebet at genvinde forsvarsevnen, hvis mål er at kunne genopbygge et tilstrækkeligt forsvar i løbet af en halv snes år, hvis trusselbilledet ændres.
Nu hører man aldrig tale om at genvinde, hvilket viser, at det ikke var alvorligt ment.

Hvorfor Sverige er så uvillig til at se nogen fare i Rusland, har Hedlund ikke noget svar på.
I kort perspektiv handler det om, at finansminister Borg er stærkere end forsvarsminister Tolgfors. I længere perspektiv handler det om, at vi har en kompliceret måde at forholde os til Rusland på, som ikke findes i vore nabolande, hvor man kan føre en helt anden diskussion. I Sverige kan enhver negativ udtalelse brændemærkes som russofobi. Jeg ved ikke, hvad det beror på, men det er typisk svenskt. Da Mikael Odenberg overraskende forlod forsvarsministerposten blev Hedlund imponeret.

I Sverige gør man ikke sådan. Han skal have al ære for at han gik af, da han ikke mente, at han kunne tage ansvar for det arbejde, han var sat til at passe. Øverstbefalende burde gøre det samme. Hvis politikere vænner sig til at myndighedschefer afgår i protest, vil det blive mere nødvendigt at finde fast grundlag for de politiske beslutninger.



Kilde: Världen idag 18.6.08