februar 10, 2011

Trold, der lugter kristenblod

Trolden, der lugter kristenblod, blev købt af brygger Carl Jacobsen og opstillet foran hans Jesuskirke i Valby som symbol på den ondskab, som vi i følge Bibelen bør forsage.
Men der kom indsigelser fra menighedsmedlemmer, og trolden flyttedes da til Glyptothekshaven.  Ved Ny Carlsbergfondets 100-års-jubileum 2002 opstillede fonden en kopi ved kirken, så nu sniger trolden, der lugter kristenblod, sig igen frem mod det store kors foran kirkebygningen.

Vokset op, som jeg er med den norske Asbjørnsens folkeeventyr, hvor der er mange trolde, der lugter kristenblod, holder jeg meget af denne levende friske figur og jeg kan næsten høre min fars stemme: ”Hutututuuu! Her lugter kristenblod!”

Men tiderne skifter, og i den nu standende religionskrig, vil kunstværket snart kunne tillægges både den ene og den anden tolkning, og det er vel det, de 60 borgere i Vejen med god grund kan være bekymrede over. Billedhugger Hansen Jacobsen er bondefødt og synes vel forankret i folklore, og det er helt galt at blande hans sjove fabuleren ind i vor tids uforsonlige religionsgalskab.
Jeg ved ikke, hvordan arkitekterne har tænkt sig afbildningen, men det kan jo let komme til at ligne noget plattenslageri.