juni 13, 2011

Der prædikes solidaritet

Knud Ochsner er præst i sekten ”den Jesu-solidariske Folkekirke”, som blev udformet under 68´ernes theologistudier, hvorfor han da heller ikke skilter med sit andet fornavn - ”Christian”. Med denne åndelige ballast kan han ikke lide Lars Hedegaards bog om Muhammeds piger, som han har angrebet i Præsteforeningens blad. Hedegaard har svaret igen, men her skal jeg supplere lidt.

Straks efter sin theologiske examen i 1957 blev Ochsner ansat  hos Det danske Missionsselskab og udstationeret i det socialistiske Tanzania i otte år, hvor han især engagerede sig i ungdomsarbejde og undervisning. Ved hjemkomsten blev han studievejleder ved Dansk Missionsråd, præst ved Hasle Kirke, medlem af Præsteforeningens hovedbestyrelse og optaget af  dens fagpolitik. Siden blev han undervisningsassistent ved Århus Universitet.

Han repræsenterede præsteforeningen ved landsmødet i ”FN-Forbundet ” 1980 - en rødlig NGO, der ikke umiddelbart har noget med FN at gøre. Under den kolde krig  anbefalede han sin røde præstekollega Hans Nebels "Kristne for Nedrustning" og var selv stærkt optaget af  Niels I. Meyer, Kristen Helveg Petersen og  Villy Sørensens bog. "Oprør fra Midten"  (Gyldendal 1978) - som han anså for en naturlig forlængelse af  sine egne nøgleord: solidaritet og ligevækst. Bogen argumenterede for et "humant ligevægtsssamfund", og reklamerede for den (af psykolog Eggert Petersens i 1969 foreslåede) borgerløn. Bogen blev straks en bestseller, bakket op af alle rødlige genres journalister og bibliotekarer m.m. . for som Henning Tjørnehøj sagde på  Johannes Aagaards Minikirkedage i Rønde 1978: `Bogen er en god ”rambuk” for socialismen, for den kommer ind i de borgerlige kredse på villavejene, mens socialisternes direkte tale om at ændre samfundet bliver afvist`.

Ochsner vendte sig imod Kristeligt Folkepartis formand, Jens Møller, og  dennes opfattelse af socialisme, idet han mente, at kristendom og socialisme godt kunde forenes. Han var da også medunderskriver på en fredsappel fra kirkefolk til regeringen i december 1982, hvor Sovjets fredspropaganda som primusmotor stod på sit højeste.