”Vold,
chikane og stalking mod kvinder i Danmark overstiger EU-gennemsnit”
Hvad er formålet med EU's udspørgen
af 42.000 europeiske kvinder? Jeg nævnte i går direktør Mortens
Kjærums personlige interesse i fortsat økonomisk understøttelse.
Hertil kommer ligestillingsminister
Manu Sareens
(R) ideologisk-politiske
interesse, som er identisk med EU's.
Det er EU, som åbnede alle porte til
Europa for de muhammedanske lande i Mellemøsten og Nordafrika. Så
det er selvsagt EU's interesse gennem denne ”undersøgelse” at få
lagt volden mod kvinder over på danske mænd: Den megen vold skyldes
altså ikke indvandrere, men danske mænd, som af uforklarlige
grunde (berigende lærdom fra indvandrere?) er blevet voldelige. Men
det hænger ikke sammen: de muhammedanske indvandrere lever jo i
overensstemmelse med en fredelig religion som vi ser hver dag.
Statistisker Ebbe Vig har for længe siden vist os, at kriminaliteten
er langt større blandt indvandrere end blandt hjemmefødinge:
http://danmark.wordpress.com/2014/02/19/indvandrer-kriminaliteten-er-steget-med-616-pct-pa-7-ar/
http://danmark.wordpress.com/2014/02/03/hjemmeroverier-tricktyverier-i-hjemmet-og-tasketyverier/Danmark
2004 (men 10 år gamle) :
http://danmark.wordpress.com/2009/04/28/svensk-europa-rekord-i-voldtaegter/
– beretter Sverige, Norge og Danmark ang. voldtægtskriminalitet
I den kulturkamp, vi befinder os,
betyder manipulation med ordbegreber utroligt meget. Så lad os bare
kikke lidt på ordene i EU's undersøgelse:
Hvad forstår de 42.000 kvinder og hvad
forstår spørgerne med
”fysisk
eller seksuel vold eller
begge dele”?
”sexchikane”?
”psykisk
vold fra deres partner”?
”seksuelle krænkelser”?
”stalking”?
I 1970'ernes Danmark, hvor
ordmanipulationer og rød propaganda stod på sit højeste,
forklarede
en pjece fra bibliotekscentralen vore
børn, at ”Vold er ikke altid vold. Vi må lære at skelne og
bruge volden rigtigt. Vi må lære at lede den ind i rigtige baner,
hvor den er retfærdig. Så er vold nemlig ikke vold, men blot et
nødvendigt middel.”
Fiolteatret tydeliggjorde denne
opfattelse i stykket ”Om Vold”: ”der er en anden slags vold,
som ikke er så nem at få øje på”: f.eks. at man bygger
P-parkering i stedet for Legeplads.
Og Henrik Sidenius lod forstå, at et
værelses vægfarve også kunde være ”vold”.
I biblioteks-børnepjecen ”Snak om
Vold” hedder det ”Forældre mishandler næppe deres børn af
lyst, alligevel er børnemishandling ret udbredt. Når vi bruger
ordet børnemishandling, mener vi dermed ikke alene den fysiske,
korporlige mishandling i form af tæv, men ligeså meget det, man
kalder den ufrivillige, tankeløse vold mod barnets sind og
udviklingsmuligheder: ligegyldighed, manglende varme og ømhed,
afvisning og tilsidesættelse af barnet, begrænsninger i dets
udfoldelsesmuligheder, manglende stimulering osv.”
Ud fra denne forklaring kan ingen sige
sig fri fra at have øvet vold. Hvor mange har ikke ind imellem været
nødt til at "afvise" et barn? Hvor tit har man ikke i en
given situation måttet ”begrænse et barns udfoldelsesmulighed"?
På baggrund af ovenstående tillader
jeg mig at kalde EU's og direktør Morten Kærsgaards undersøgelse
for noget vrøvl.
Spydpigen
