juli 21, 2014

Ugebrev fra Christiansborg


Når kunsten kvæles…
I 1984, mens jeg var journalist i Aalborg, blev et gavlmaleri afsløret på C.W. Obels Plads, lige ved siden af det gamle Aalborg Kloster, og præcist midt i Limfjordsbyen. Ophavsmanden var Jens Jørgen Thorsen, og på gavlen afbillede han den korsfæstede Kristus med et erigeret lem.
Det blev i Danmark til mange artikler om denne sag, som i løbet af kort tid tilmed nåede stor international opmærksomhed, og som journalist interviewede jeg såvel kunstneren som mange politikere, gejstelige og borgere i Aalborg.

I mange kredse var vreden mod Jens Jørgen Thorsen stor. Troende var ulykkelige, og protesterede over at se deres frelser skildret på denne måde, og de fleste borgere syntes, det skæmmede byen. Et par gange blev der sprøjtet graffiti på værket - dog uden at anrette skade.
Efter længere tids parlamenteren blev værket dog fjernet, idet Aalborg Kommune snedigt fandt på den forklaring, at ejeren af gavlen ikke havde indhentet behørig tilladelse, og at kunstværket således stred imod en eller anden lokalplan. Ellers havde gavlmaleriet såmænd nok været der endnu...!
Thorsen selv led lykkeligvis ingen overlast. Thorsens hjem blev ikke overvåget og omdannet til Fort Knox.

Thorsen blev ikke 24 timer i døgnet bevogtet af politiet. Thorsen kunne stadig frit bevæge sig overalt. For Thorsen var ikke i ét eneste sekund i livsfare.
For sådan var nemlig forholdene i Danmark i 1980erne. Det var dengang troende nøjedes med at være ulykkelige og protestere overfor skændingen af deres Gud. Det var dengang kunstnere kunne skildre verden præcist, som de så verden - uanset hvor forvrænget og ækelt, man kunne synes, de skildrede den. Det var dengang, vi endnu havde ytringsfrihed i landet. Det var dengang, kunsten var fri.

Ak, hvor forandret....!

I Søndags-Politiken den 20. juli afsløres den modbydelige historie om kunstens og kunstneres vilkår i Danmark her i 2014: Fem kunstnere lever i konstant livsfare, fordi de har tilladt sig at skildre verden, som de ser den. Disse kunstnere har fået det budskab af politiet, at der her, midt i vort land, lusker en flok morder-kandidater rundt, som, alene med henvisning til sårede, hellige følelser, har afsagt dødsdom over dem.
At disse fem kunstnere fremover ikke længere vil kunne skabe kunst, som de ønsker, er indlysende. Dette forhindrer alene deres konstante overvågning og fysiske beskyttelse. Men at der derudover vil være i snesevis, måske ligefrem i hundredvis af kunstnere, som i disse tider lægger bånd på sig selv eller udøver diskret selvcensur, turde ligeledes være en given sag.

Der har til alle tider været kunstnere, som har forarget, fornærmet og såret følelser. Kun ikke når kunsten blev lagt i lænker af inkvisitionen, af nazismen, af kommunismen. Så fik magthaverne det, præcis som de ville, hvorved kunsten blev ufarlig og uskarp og dermed aldeles ligegyldig.
Mens kunsten i disse år, som følge af intimidering, trusler og selvcensur gennemlever en langsom, smertefuld kvælning - og mens morder-kandidaterne lusker rundt i landet, er det her og nu, der skal handles.
I Dansk Folkeparti afventer vi i spænding regeringens handlings-plan...!
Med venlig hilsen
Søren Espersen  21. juli 2014

Spydpigens kommentar:
Jeg er på en måde nok enig med Søren Espersens tema, men så alligevel ikke!
Frihed har været et grundlæggende element i min tilværelse fra barndommen og har på sin vis styret mit liv. Måske lidt for meget endda. (Og absurd nok må enhver styring, man underkaster sig, vel egentlig være det modsatte af frihed?).

Frihed er ikke ensrettet: er der frihed til noget, er der også frihed fra noget. I TV kan man lukke for kassen. På en kunstudstilling, kan man måske se en rådden svinekrop eller en hundelort udstillet, og man behøver ikke gå derind.
Thorsens idè var vel at provokere ved at forarge borgerskabet og de gudsfrygtige - og vise sig frem.
En følsom knægt med navnet Hans Christian løb af lære, fordi han ækledes ved snedkersvendenes grove tale. Jeg forstår ham. Hvorfor søger man ikke det skønne og det smukke i livet?

Har jeg ikke lov at mene det? Midt i al jeres - dikterende - «frihed»?

Magni dei, bonum date nobis deinde pulcrum et docete nos patienter injurias ferre.

Gertrud