december 06, 2015

Kan let blive til mere skade end gavn.


Utroligt, at politikere kan blive ved med at ævle (undskyld!) om integration. Havde de sat sig ind i islams “kultur” vilde det have sparet megen tid. Islam ønsker ikke at integrere sig i vore “vantro” samfund, som de statistisk set tydeligt nærer fjendskab imod. Og mange Flygtningekvinder mangler helt grundlæggende motivation for at tage et arbejde”, siger Lars Larsen (DyneLarsen).

I en debatartikel i Berlingeren den 22. oktober i år forklarer professor i statskundskab, Peter Nedergaard, hvordan ulandshjælp kan gøre mere skade end gavn, og nu fortæller en af årets nobelpristagere, økonomen Angus Deaton, med udgangspunkt i årtiers grundig forskning, lange ophold i ulandene, rådgivning af udviklingsinstitutioner osv. nået frem til, at megen ulandshjælp ikke kun er spild. Den kan være direkte skadelig.

I en debatartikel i Berlingeren den 22. oktober i år forklarer professor i statskundskab, Peter Nedergaard, hvordan ulandshjælp kan gøre mere skade end gavn, og nu fortæller en af årets nobelpristagere, økonomen Angus Deaton, med udgangspunkt i årtiers grundig forskning, lange ophold i ulandene, rådgivning af udviklingsinstitutioner osv. - , at megen ulandshjælp ikke kun er spild. Den kan være direkte skadelig!

Sådan er det jo med enhver bistand.

UTROLIGT – at man er så langt fra almindelig “sund fornuft”, at man skal have hjælp fra de bedst uddannede akademikere for at nå frem til den offentlige konklusion, som enhver forælder dog kender: økonomisk hjælp (f.ex. til børnene) kan være godt, men kan udarte og ende skidt.
På samme måde ved også enhver husmor, at hun ikke kan byde flere mennesker til middag end dem, hun har plads til og mad til. Denne simple sunde fornuft manglede statsminister Reinfeldt og mange andre. Hvordan er det muligt?
Men alligevel er det godt, at der gives summer ud på højt klassificerede akademikeres studier (jeg mener det faktisk, det er ikke ironi!), som har den mulighed, som almindelige mennesker, en enkel husmor i Smørumnedre eller en bondekarl i Vorbasse nemlig ikke har: at gøre sig lydhør i debatten.
Jeg husker en floskel fra en biologi- eller fysiklærer i tredje mellem:
“Først kommer den jævne mands erfaring,
og sidenhen den videnskabelige forklaring.”

Sosserne har så længe jeg kan huske tilbage holdt på bidrag som en universal løsning på alle spørgsmål. De har altid bare råbt på flere penge, men aldrig eller sjældent gjort sig umage med at efterkontrollere, hvad pengene i virkeligheden blev brugt til. Hvem som helst kan komme og snakke overbevisende med veltilrettelagte ord, men det er ikke givet, at det fremlagte aktuelle program bliver fulgt. Jeg har faktisk personligt afprøvet det!

Den bedste måde at give bidrag på er den, som Selma Lagerlöf skriver om i Kejserindens Skattekiste. Kejserinden skænkede de fattige fiskere i Flandern en pengekiste. Den nåde var så stor, at de i dybeste ærbødighed bestemte kun at gribe til den udvej, når de selv havde prøvet alt og ikke så anden udvej. Sådan forblev kisten uåbnet. En stadig omsorgsfuldt bevaret tryghed.

(Det var vel sådan vore sociale sikkerhedsnet oprindelig var tænkt!)