august 23, 2016

RITT


Gammel artikel


Folkeskolens sørgelige tilstand bunder i den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensens Blå Betænkning i 1958, som introducerede begrebet: holdningsopdragelse i folkeskolen. Dermed åbnedes vejen for de kommunistbegejstrede 68´eres politiske børneopdragelse fra vuggestue til universitet.
Tidsskrifter som BUPL´s ”Børn og Unge”, BRIS, ”Unge Pædagoger”, ”Hug!”, ”Skub” m.m. fyldtes med revolutionær optimisme udbasuneret af navne som Jesper Florander, Steen Achton, Egon Clausen, Jesper Jensen, Søren Vinterberg, Torben Weinreich, Ole Lindboe, Agnete Diderichsen m.m.fl.

En af de store landvindinger var psykolog Jesper Jensens 4-punkts-plan til afskaffelse af disciplin i skolen og nedgøring af karakterbog og eksamen. Uden ro og orden i timerne er det umuligt at undervise og lære noget, men ingen i dagens regering synes at ville rette op på forholdene.
Marxismens fremgang gik slag i slag: ”Det nødvendige Seminarium” (Tvind),
Proletariatets Friskole, Det Fri Gymnasium, Den røde højskole – og en sovjet-sympatiserende undervisningsminister: Ritt Bjerregaard.
Hendes holdning stammede fra forældrene, men hun indså at DKP ikke havde større chancer. ”Grunden til, at jeg netop går ind i socialdemokratiet er, at det er det eneste parti, hvor man kan få gennemført noget” (citat fra Ritt Bjerregaard o. 1968 refereret i Ekstrabladet 11.11.80).
Samfundet skulle ændres: Skolen afspejlede det kapitalistiske samfundssystem og skulle tilpasse børnene til det kapitalistiske system og klassesamfundet. Skolen nedvurderede og latterliggjorde arbejderklassen og dens værdier, hævdede hun.

Hun blev undervisningsminister 1973 og igen 1975-78. Hun vidste at
samfundsændringer lettest sker gennem børneopdragelsen. Børnene er fremtidens politik og forsvarsløse over for enhver indoktrinering og manipulation. Straks efter revolutionen i Rusland lagde man skolingen i faste rammer.
Omkring sig havde Ritt B. en aktiv kvindegruppe, bestående af Jytte Hilden, Eva Bendix, Kika Mølgård, Lise Sørensen og Bente Ørum. Med deres forskellige berøringsflader, privat som offentligt, fin kontakt til massemedierne og engagement i marxistiske projekter som ”Berufsverbot”, ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed” m.m. havde de gode muligheder for massepåvirkning.

Jytte Hilden og hendes daværende mand underviste på gymnasium og universitet. Hun var aktiv i Mellemfolkeligt Samvirke og i den sovjetstyrede fredsbevägelse, hvilket hendes välgere ikke accepterede. Også hendes senere virke som kulturminister fik megen kritik.
Eva Bendix og hendes mand var ansat på avisen Aktuelt; han blev chefredaktør for bladet og for udenrigsministeriets pressekontor; hun blev medlem af Uddannelsesrådet for Grundskolen under CUR (Statens centrale Uddannelsesråd), der udformede ”U 90”.
Kika Mølgård og hendes mand var ansat ved DR; han blev næstkommanderende ved TV, sad i bestyrelsen for journalisthøjskolen, Danidas oplysningsudvalg, repræsentantskabet for filminstituttet og i Det faglige landsudvalg for de humanistiske uddannelser; hun var medarbejder ved bladet ”NB”, aktiv i KULU (Kvindernes U-landsudvalg), skrev om kvindetiåret 1976-85 og bidrog til en lærebog til DR´s skoleradio/TV 1973. Hun stod også for en række interviews med venstrefløjen og et skrift om ”U 90”.
Forfatter Lis Sørensen skrev i Politiken og Aktuelt og i det socialistiske tidsskrift ”Hug!” (Forlag: Tiderne skifter); hun var med i Filminstituttets bestyrelse, hvor hun bl.a. gik i brechen for Solvognsmedlem Nils Vest´s film ”Et undertrykt folk har altid ret”, der viste hvordan arabere i Libanon trænede deres børn militært til krig; hendes mand, forfatter Erik Knudsen (VS), var inviteret med til top-venstrefløjsmødet på Esplanaden 5 i Kbh. i 1977, som skulle have ændret Danmark!
Psykolog Bente Ørum var knyttet til den lukkede forening, Mentalhygiejnisk Forening for Børne og Ungdomsforsorg, en slags marxistisk femte kolonne-virksomhed. Hun blev forskningsassistent på Socialforskningsinstituttet under cand.polit. Erik Jørgen Hansen. Begge var medlemmer af CUR, der barslede med ”U 90”. Også han var budt med til top-venstrefløjsmødet på Esplanaden 1977. Ligesom ”Statens børnekommission” og ”U 90” gik Bente Ørum ind for samfundets ret til børnene, noget vi stadig døjer under, jvf. TV´s udsendelse 3.9.03 om det overvældende antal tvangsfjernelser af børn, tit uden nogen anledning.

Pigegruppen udgav 3 bøger om kønsroller.

Ritt Bjerregaard stod også for en ”kaffeklub” 1971-84 med Jimmy Stahr, Inge Fischer Møller, Svend Auken, Karl Hjortnæs, Svend Jacobsen, Helle Degn, Dorte Bennedsen, Ole Løvig Sørensen, Kaj Poulsen og Ejler Koch. Her var VS´eren Henning Prins Kløvedal undertiden en kærkommen gæst.
Kaffeklubben afløstes af ”Ritts samtalekreds” med håndplukkede kvinder, bl.a. Helle Degn og Inge Nesgaard (BT 4.12.84). ”Politik er krig, ikke damete med blødt brød og sød snak” (citat fra Ritt Bjerregaard, refereret af redaktør Annelise Bistrup i BT 11.12.84).

Under Ritt Bjerregårds styre begyndte undervisningsministeriet at udgive et blad, ”Klub 1000”, for skolebørn i de mindste klasser. Det blev lavet af journalister ved Danmarks Radio. De fremhævede bl.a. børnenes ret til at være med at bestemme, hvad man skal lære, hvordan og hvornår, ret til elevråd etc. og skrev: De voksne har ret til at gå i seng, når de har lyst; at lade deres børn blive passet af andre; at ryge cigaretter”... ”at slå deres egne børn; at drikke øl (og fremhævet med rødt:) Skal børn være med til at bestemme noget af dette?”
Hvad var meningen med sådant umodent vrøvl? Har voksne ret til at gå i seng, ryge eller drikke i arbejdstiden? Hvad med alkohol og bilkørsel? Slå deres børn? Mishandle, nej! Man ville åbenbart gøre de 6-7-8-årige misfornøjede. Revolutioner opstår ved utilfredshed. Altså måtte man gøre dem utilfredse.

Porno og narko benyttedes af marxistfløjen som effektive midler til nedbrydning af moralnormerne. Snuskede børne- og skolebøger tryktes, ikke mindst af Borgens Forlag. Til og med porno introduceredes i danskundervisningen, f.ex. i ”Triviserien” fra Munksgaards Forlag, hvor heftet ”Pornografi” indleder med følgende opfordring til eleverne: ”Køb i fællesskab nogle pornoblade og kig dem igennem. Det vil være praktisk hvis I alle har et eksemplar af det samme nr. af Weekend-Sex...”.
Undervisningsminister Bjerregaard ignorerede forældreklager. Hun accepterede pornoundervisningen.

Den marxistiske indoktrinering i skolen og nedprioriteringen af visse fag og faglige krav, afskaffelse af karakterbøgerne, etc. rejste debat i massemedierne Ikke mindst CD´s Erhard Jacobsen var meget kritisk. Det ville Ritt Bjerregaard sætte en stopper for: man skulle ”udrydde” ”misforståelserne” og ”myterne” om, at børnene ikke lærte noget. Forældrene måtte ganske simpelt orienteres om skolens fortræffelighed på kurser på folkeskoleseminarierne landet over. Det ansås for så vigtigt, at kurserne undtagelsesvis skulle være – gratis! Altså på skatteborgernes regning!

Det første kursus var på Zahles Seminarium i København. ”Aldrig har jeg oplevet sådan en gang indoktrinering”, skrev en deltager. ”De, der indoktrinerer børnene, er faktisk uden skyld, for de er selv blevet hjernevaskede på seminariet, så de ikke kan tænke selvstændigt.” De bøger man anbefalede på kurset, var ensrettede, tit udgivet på røde forlag. De lærere, der holdt ro i skoleklasserne og fik det faglige stof fra hånden, blev hånligt omtalt. Lærere burde arrangere spændende aktiviteter og snakke med børnene om alt muligt.
I samfundsorientering hørte forældrene om hungersnød i den afrikanske stat Niger. Der er korn nok i verden, forklarede seminarielæreren, men Niger har ingen penge. Han foreslog at Danmark hjalp ved at gå over til korndyrkning i stedet for kvæg- og svineavl.
Måben!
Hvordan skal Niger uden penge kunne købe korn i Danmark? spurgte man.
Jamen - Danmark kan forære det til Niger! mente læreren.
Hvad skal man så leve af i Danmark?
Svar: landbruget er kun en del af vor produktion!
En anden lærer fortsatte emnet: i vesten dør man snarere af forædelse end af sult. Borgerskabet begyndte æderiet ved den franske revolution i 1789: da den forhadte adel blev henrettet, begyndte borgerskabet at æde – i had til adelen! (sic!)

Denne ”undervisning” fandt sted i 1975 ! Det er mig uvist om Ritts politiske kursusplaner fortsatte.

Under Ritt Bjerregaards tid som undervisningsminister nedkom Det Centrale Uddannelsesråd (CUR) med ”U 90”, et stykke ideologisk arbejde med det mål at opelske marxisme i skolen - i tråd med Ritt Bjerregaards indstilling. Børn og unge skulle frigøres fra en række traditionelle forestillinger, som bl.a. fandtes hos forældrene. Med andre ord: børnenes tilknytning til hjem og forældre skulle mindskes til fordel for statens pædagogopdragelse. Forældrene skulle fratages opdragerrollen og retten til at præge deres børn. Man foreslog etablering af børnehaveklasser, da de havde ”socialiserende virkning”. Ritt Bjerregaard mente de skulle være obligatoriske og at der også burde oprettes skolepasningsordninger mellem kl.7-17. Det hele modsvarede Statens Børnekommissions ord: ”Jeres børn er ikke jeres børn”.
Børneopdragelsen skulle være ensartet. Alle skulle være lige.

Der kunne skrives betydeligt mere om Ritt Bjerregaards indsats i samfundet, men det må vente til en anden gang.



Gertrud Galster fra 2003