Tvind på tapetet igen

Tvindskolernes Bavianer
gammel artikel fra 1978

Tvindskolerne er et godt exempel på, hvor glimrende marxisterne forstår at drive deres undergravende virksomhed inden for det bestående samfund og tilmed 100 % betalt af dette.

Takket være en skamløs udnyttelse af statens tilskudsordninger , så det for længst burde have været en sag for bagmandspolitiet, har skolerne på få år kunnet formere sig som ved knopskydning og opkøbe jord og fast ejendom for et tocifret millionbeløb. Men ingen forarges, når man blot har den rette politiske holdning. Med sine paroler om "lighed", "solidaritet" og nedbrydning af "kløften mellem håndens og åndens arbejde" har Tvind-skolerne taget forskud på U 90's planer for fremtidens skole. Ikke underligt, at skolerne nyder Ritt Bjerregaards og hendes håndgangne embedsmænds fulde sympati og støtte.

I den officielle propaganda, som vi kender den fra TV og pressen, er man dog varsom med ikke alt for åbenlyst at afsløre det politiske sigte med skolerne: at lave samfundet om til en socialistisk kollektivstat. Mange selv borgerlige har ladet sig imponere af massemediernes propagandabillede af Tvindskolerne som et positvt sidestykke til Christiania, skabt af lærere og elever i fællessakb af egne midler ved nøjsomhed og hårdt arbejde og med skoleprofeten Amdi Petersen som den store inspirator. "Verdens største vindmølle", Tvindmøllen er blevet symbolet på alle tiders sværmeriske forestillinger om et forureningsfrit non-profit-samfund baseret på naturens egne kræfter.

Med bogen "Bavianer" har forfatteren Kåre P. Johannesen prikket hul på denne og andre myter. På en onfdskabsfuld, vittig måde afslører han Amdi Petersen som en despot, og skolerne som et stalinistisk minisamfund baseret på angiveri, gruppeterror og hjernevask. En orwellsk verden, hvor solidaritet er ensbetydende med undertrykkelse af enhver meningsafvigelse, og lighed betyder udslettelse af ethvert personligheddspræg. I forholdet mellem Amdi Petersen og hans lærere og elever genfinder forfatteren det samme adfærdsmønster som hos abeflokken, hvis medlemmer helt er underkastet førerhannens, overbavianens vilje og behov. Det sexuelt betingde i denne underkastelse ligeom hos abeflokken fremgår af, at kernen i Tvind-samfundet er kvinderne. Rivaler tåles ikke. Derfor er erotik uden ledelsens autorisation ikke tilladt.

En anden af bogens bavianer er professor dr. theol. Johannes Aagaard, som er forkynder af den 3. verdens teologi og på een gang er marxist, maoist og kristen. Omkring hans økomeniske center i Århus, der er blanding af videnskab, politik og fidus, har samlet sig en flok af de troende, som totalt er underkastet hans åndelige og erotiske magt. Det er bavianismen i renkultur, hvor forfatteren i bogstaveligste forstand afslører bavianen med bukserne nede om benene.

Alle store grundlæggere af politiske og religiøse bevægelser er en slags bavianer, for hvem ideologien eller troen er et redskab til undertrykkelse af undersåtterne. Bogen beskriver de små bavianer, der trives så vel i dagens Danmark takket være den omsiggribende lettroenhed og fordummelse. Det kan derfor ikke undre, at bogen fik en yderst kølig modtagelse hos den herskende marxistiske kultur-elite. Helst havde man helt fortiet bogen, og karakteristisk er det også, at den ikke er blevet omtalt med eet ord i DR. At de venstreorienterede guruer virkeligt har følt sig trådt over tæerne, fremgår dog af, at professor Johannes Aagaards svar på bogen har været et sagsanlæg mod forfatteren for æreskrænkelse.

Niels Schoubye

Fra AKTION nr. 7.1978.